Jeg arbejder med håndtrykte duge på vintage damask udført med traditionel bloktryksteknik. Mit arbejde er forankret i tekstilhåndværk og en langsom, opmærksom proces, hvor gentagelse, rytme og variation er centrale elementer. Processen er både planlagt og intuitiv og formes af det enkelte tekstils format. Naturen er min vedvarende inspirationskilde – i dens linjer, symmetrier og iboende imperfektion. Jeg arbejder med en bevidsthed om brug, tid og materialitet og med et ønske om at skabe tekstiler, der kan bruges og bestå over tid.